SOMMERHUS NORDSJÆLLAND
Huset er placeret på en grund beliggende ca. 46 m over havet og er således en af de højest beliggende grunde langs med Nordsjællands kyst. Grunden falder ca. 4 m mod sydvest. I vinterhalvåret er der udsigt over landskabet med kig til Tibirke bakker og Arresø i horisonten.
Husets bærende motiv er den store tagskive der følger terrænet. Tagskiven er billedligt talt ’skåret’ ud af terrænet og er begrønnet med sedum, græs og vilde blomster. Der etableres en tagterrasse således at taget udnyttes som en del af haverummet. Under den store tagskive indrettes boligen med 3 forskellige zoner: En lukket trææske hvor værelser og vådrum er placeret, et glasinddækket køkken/ opholdsrum samt en overdækket terrasse. 2 store skydedøre i den sydvendte glasfacade gør det muligt at opholdsrum og terrasse kan stå i åben forbindelse når vejret tillader det. På den sydvendte terrasse placeres et udekøkken og på nordsiden etableres et udvendigt bruseområde. Terrænet optages inde i huset således at stue og opholdsrum ligger lidt lavere end værelser og vådrumszonen.
Huset er tænkt 100 % vedligeholdesfrit og bygget af bæredygtige materialer. Tagskiven samt sokler beklædes med corten stål. Indvendige vægge og lofter udføres i massive CLT elementer. Gulve udføres i vokset beton eller træ. Huset
opvarmes med jordvarme.