BYGGEFÆLLESSKABET
Koncept: Byggefælleskabet er boliger, der er bundet sammen af et fælles overdækket uopvarmet atrium til glæde for det sociale liv og godt naboskab i bebyggelsen. Byggefællesskabets beboere skal være med til at forme og præge de aktiviteter der binder bebyggelsen sammen og beriger et godt liv. Bebyggelsen består af ca. 24 boliger, som er et optimalt antal for at opnå og sikre et godt og nært fællesskab imellem beboerne.
Boligerne:
Boligstørrelserne varierer fra ca. 85 m2 til 105 m2.
Boligens opholdsarealer – køkken, spiseplads og stue er ét gennemlyst rum med godt dagslys over hele dagen, hvorfra der er udgang til privat have i stueplan eller altan på 1.sal. Soverum er placeret mod have/altan. Et mindre værelse/ kontor er placeret ind mod fælleshaven.
Privat – semiprivat – fælles
Zonedeling er en vigtig faktor i udarbejdelsen af et byggefælleskab. Overgangen mellem det fælles og det private gradueres ved at skabe siddenicher ved indgangsdørene til den enkelte bolig. Fra boligen kan man betragte livet i fælleshaven og sætte sig ud foran sin bolig i den semiprivate zone og dele en kop kaffe med naboen.
Køkkenet er typisk det sted med mest aktivitet i en bolig.
Det er placeret ud mod fællesområdet, så der naturligt skabes en visuel kontakt mod fællesrummet. Herfra gradueres privatheden, så der altid er mulighed for at trække sig tilbage i sin bolig mod den private have / altan, og værne om sin privatsfære i boligen.
Bæredygtigt ind til benet
Bæredygtighed gennemsyrer hele byggefællesskabstanken og er indtænkt i alle valg både mht. konstruktioner og materialer. Også ift. de sociale og økonomiske parametre er byggefællesskabet bæredygtigt, idet det er byggefællesskabet selv der financierer opførelsen. Denne financieringsmodel kan nedbringe byggeudgifterne med op til 25% i forhold til et traditionelt projektsalg.
Boligerne opføres med væg, tag og gulvelementer i krydslamineret træ (CLT). De bærende konstruktioner i det uopvarmede atrium udføres med limtræ. Udvendigt beklædes facader og tagflader med skærmtegl. Indvendige facader er træbeklædte. Flade tage udføres med hvid tagpap. Der er mulighed for at anvende regnvandet til vanding af planter i fælleshaven. LAR afvanding sker desuden i synlige render i terræn fra boligerne.
Type: Projektudvikling i samarbejde med Fonden for Billige Boliger og Nova 5 Arkitekter a/s
Status: Igangværende