BRUUN RASMUSSEN KUNSTAUKTIONER
Med indeværende forslag ønskes det belyst hvordan et nyt hovedsæde for Bruuns Rasmussens Kunstauktioner kan indpasses på Paul Bergsøes Vej i Glostrup. Byggegrunden er udformet som en koteletform – med et smalt felt mod syd og et større mod nord. Ankomst til huset sker via et p-areal der placeres på det sydlige smalle felt. Derfra bevæger man sig ind i et muromkranset haveanlæg hvori huset er placeret. Tekniske funktioner, læssearealer, placeres mod nord – udenfor muren.
Arkitektur
Fremfor at opdele de forskellige funktioner i separate bygninger – er intentionen med dette forslag at etablere én bygningskrop – som udtrykker at det er ét samlet hus – kunstens hus. Bygningskroppen er muret op i en mørk sort-brun tegl med store udskæringer i mod syd og øst. Der er anvendt lyse og naturlige materialer indvendigt – således at de udstillede genstande får primært fokus, men stadigvæk således at rummene ikke bliver for sterile. Centralt i bygningen placeres auktionssalen – som huset hjerte. Salen spænder i 3 etager og danner et naturligt orienteringspunkt i bygningen. Herfra er det nemt at overskue de forskellige udstillingsområder.
Skulpturhaven
Man møder huset via husets have – som også kan anvendes til at udstille kunst i. Haven omkranses af en havemur med tilpas højde til at skabe sit eget særlige univers. Havemuren etableres med nicher som kan bruges til ophold eller plantebede oa. Det er tanken at haven og huset får en stor grad af sammenhæng – således at cirkulation i huset også kan inddrage haveanlægget.
Type: Idéoplæg
Samarbejdspartnere: H+ Arkitekter og Einar Kornerup A/S
Status: afleveret april 2021